Sebastian fra Bondostudio er en yderst talentfuld Art Director og Motion Designer. Hans kreative evner er usammenlignelige og det er svært at begribe, hvordan han forvandler en simpel idé på tegnebrættet til levende animationer, der henter elementer fra virkeligheden, men bringes til live i et farverigt og dragende univers. Det skal ses, før man forstår det - og så forstår man det alligevel ikke helt. Nå, men tilbage på sporet. Sebastian skulle have en nyvisuel identitet og en Shopify webshop til salg af limited edition plakater. Han havde forsøgt sig med freelance designere og udviklere, men efter 8 måneders dialog frem og tilbage måtte han sande, at han ikke kunne nå i mål med de udvalgte freelancere. Herfra tog vi over.
Vi startede med at lave et design, som Sebastian skulle give feedback på og herefter godkende. På den måde sikrer vi os, at alt er godkendt rent visuelt, inden implementeringen påbegyndes. Når designprocessen indeholder revideringsrunder opstår der ikke unødvendig forvirring under implementeringsfasen - og det er til alles gavn. Når først implementeringsfasen igangsættes er det tidskrævende at ændre og redigere i elementer, sektioner etc. så det er godt at have på plads inden. På 2 måneder fik vi designet og publiceret BondoStudio.com.